Tilbage til nyheder

31. oktober 2022

Drik vand til...

Som griseproducent må du ikke undervurdere effekten af (rigeligt) rent vand til dine smågrise. Vandkvalitet og tilgængelighed er afgørende – især når du arbejder med at fjerne zink.

Du er godt i gang med zinkfri fodring, og måske har du også eksperimenteret med at tilsætte konserveringsmidler eller andet til grisenes vand i arbejdet med at fjerne zink.

Men har du haft fokus på vandkvaliteten? Ellers er det måske et sted at kigge, anbefaler Dr. Sadie Douglas, ernæringsekspert hos Primary Diets (den engelske division af AB Neo).

Hun anbefaler en grundig gennemgang af vandforsyningen i hele systemet.

"Hvis der er problemer med enten vandkvalitet eller tilgængelighed både før og efter fravænning, kan dehydrering og andre problemer vise sig, som kan gøre det meget vanskeligt at fjerne zink med succes," forklarer Dr. Sadie Douglas.

Test for mikrobiel belastning

Det er ikke nok, at der er vand. Det skal også være vand af god kvalitet. Derfor anbefales en årlig test - især i forbindelse med fjernelse af zink, som gør smågrisene lidt mere sårbare.

"Test to eller flere steder i dit system, så du kan finde ud af, hvor en eventuel forurening af vandet sker,” siger Dr. Douglas.

"Ved selve kilden kan vand have meget lille eller ingen mikrobiel belastning, men så kan det være meget belastet, når det kommer frem til koppen. Det betyder, at der er problemer et sted i vandsystemet.

”Og er der en høj koncentration af E. coli, der passerer fra tanken og ind til grisene, så er det et stort problem for dyrene.”

Hun fortæller også, at hvis du tilsætter noget sukkerbaseret – det kan være medicin eller andet – så fodrer du de bakterier, der er til stede. De trives og vokser på sukker, og derfor kan regelmæssige vandprøver og effektiv rengøring virkelig anbefales."

En del af zink-strategi

Dr. Sadie Douglas har arbejdet med Primary Diets kunder.

Hun har testet mere end 100 prøver for ”total viable count” (TVC), som viser belastningen af ​​alle mikroorganismer (bakterier, gær, skimmel - både gode og dårlige) i vandet (se skema).

 

Dr. Sadie Douglas

”Vores resultater har vist, at TVC-niveauerne i 38 % af prøverne, der tages ved drikkekoppen, kan betragtes som meget høje. Det resultat skal kombineres med yderligere tests eksempelvis test for E. coli for at give en indikation af den overordnede vandkvalitet."

 

Surt vand

Forsuring i vand kan nedsætte vandets pH og herved konservere vandsystemet. Det kan fungere godt i kombination med forsuring i foder. Det er særligt relevant, hvis der skal reduceres i zink.

”Forsuring fremmer en lav pH-værdi i maven på unge grise, hvilket skaber et miljø, der er ugunstigt for patogenvækst. Proteinfordøjelsen i maven kræver et enzym kaldet pepsin, som har brug for en lav pH for at blive aktiveret. Så ved at forsure vandet, kan vi sænke mavens pH og forbedre proteinfordøjelsen. Det betyder, at mindre ufordøjet protein når den bagerste del af tarmen, hvor bakterier som E. coli kan gære og give diarré,” forklarer Dr. Douglas.

 

 

Vand bør prioriteres

Hun er klar over, at ikke alle griseproduktioner er ens, og at vandforsyningen også er forskellig fra sted til sted.

”Men jeg kan ikke understrege nok, hvilken indflydelse vandkvalitet, smag og tilgængelighed kan have på foderoptagelsen og den efterfølgende vækst. Vand er ofte et overset næringsstof – noget vi tager for givet – men det bør have høj prioritet i de daglige rutiner. Især nu, når vi arbejder med at fjerne zink”, slutter Dr. Douglas.