Tilbage til nyheder

25. januar 2022

AB Neo udvider med ny produktionshal

AB Neo, der udvikler og producerer proteiner til fremtidens landmænd, udvider med ny produktions- og lagerhal, der gør det muligt at fordoble produktionen af mælkepulver.

VIDEBÆK: Der er så stor efterspørgsel på mælkepulver til smågrise fra AB Neo, at produktionen i Videbæk ikke længere kan følge med. Derfor udvider AB Neo med en ny produktionshal, der skal stå færdig i begyndelsen af 2023.

 

    - Efterspørgslen overstiger vores kapacitet. Vi producerer i 3 hold og i weekenden, så vi kan ikke udvide mere i vores nuværende produktion. Vi er nødt til at bygge nyt for at kunne levere til vores kunder og nå de planlagte vækstmål, fortæller Jens Iversen, der er produktions- og lagerchef, AB Neo.

    Det er ham, der er projektleder på byggeriet, og han har været med i alle faserne fra de indledende overvejelser til nu, hvor totalentreprenøren er valgt.

    Den nye fabrikshal vil få en produktionslinje dedikeret til mælkepulver med en kapacitet på 8 tons i timen. Med et 2-holdsskift kommer det til at give en årlig produktion på 20.000 ton, der er det dobbelte af den nuværende produktion.

    Fremtidssikret byggeri med mulighed for udvidelse

    Det er totalentreprenøren Graakjaer fra Holstebro, der er valgt til at bygge den nye produktionshal på i alt 1.770 m2. Hallen forventes færdig i efteråret 2022. Den opføres i stålspær med sandwichpaneler og med solceller på taget.

    - Vi har som bygherre kigget på den samlede pakke, da vi valgte entreprenør. Pris, sikkerhed, proces og afleveringstidspunkt, og vi har haft vores rådgivere med på siden, som vi også har lyttet til.

    Det nye byggeri kommer til at ligge i forbindelse med resten af AB Neos faciliteter, og der er tænkt yderligere muligheder for udvidelse ind.

    - Inde i selve hallen kan vi udvide med endnu en produktionslinje, og der er også plads til at bygge til igen, så det er fremtidssikret.

    Byggeriet skal stå færdigt til overtagelse til september/oktober, hvorefter der er omkring fire måneders montage af produktionslinje samt indkøring. Det forventes, at den nye produktionslinje er i drift i det tidlige forår 2023.

    Skal spille sammen med eksisterende byggeri

    I 2019 udvidede virksomheden senest med 2600 nye m2, der gav bedre faciliteter til personalet, til produktionen og til lager. Det byggeri skal den nye hal spille sammen med, så det får en helhed. 

    Den nye hal bygges mod vest, og den bliver lidt højere end de eksisterende bygninger.

    I projektgruppen sidder udover produktionschefen også teamlederen fra produktion, den tekniske chef samt andre udvalgte medarbejdere. Planerne er desuden foregået i tæt samarbejde med den kommercielle afdeling for at tilpasse byggeriet til efterspørgslen.

    Byggeriet kommer i alt til at koste i omegnen af 75 mio. kr. Planlægningen har været i gang i et par år, og den har også været ramt af Covid-19 og svinepest.

    - De enorme prisstigninger i byggeriet har også betydet, at vi har overvejet at vente med at bygge. Men vurderingen er, at værdien ved at bygge, overstiger tabet ved ikke at gøre det, siger Jens Iversen.

    De eksisterende produktionsfaciliteter får også et løft, og skal fremadrettet bruges til produktion af andre produkter som funktionelle proteiner som AlphaSoy m.fl.

     

    Fakta:

    • Graakjær er valgt som totalentreprenør. 
    • Hamiconsult i fra Herning er bygherrerådgivere.
    • Produktionsudstyret leveres af østrigske Daxner.
    • Platforme mv. bliver sourcet lokalt, når det er muligt.
    • Arodo leverer udstyr til pakkeriet.
    • Den samlede investering i byggeri og produktionslinje er omkring 75 mio. kr.